"Jaså?" griner S. Kurk sært "Det kan jeg ikke forstå at du ville sige. Er det noget jeg har gjordt? Er det fordi folk siger spøjse og usande ting? Er det fordi jeg er en arme, stakkels dame, som håber på, at få lidt hjælp!?" kvinden rejser sig fra sofaen. Du tror, at hun enten ville gå fra stuen eller komme tættere på, for at skælde dig ud mere højlydt. Men det gør hun ikke. S. Kurk knipser med fingrene og huset begynder at rasle på en dybt unaturlig måde. Alt føles mærkeligt og du forsøger, at rejse dig, men sofaen giver dig ikke lov. Den har ændret sig. Eller måske havde den altid været sådan, men du har været for hjernedød til at opdage det. Hud, sofaens skind er hud. Din hud. Du opdager det med et sæt og drevet af ren instinkt, forsøger du at rive dig fri fra din egen krop. S. Kurk står med ryggen til, hun vil ikke engang se på dig. Kulden rammer dig hårdere end smerten gør. Du raller efter hjælp, men din krop er så kold, at du kun kan klapre dine tænder.