S. Kurk kradser sig på hagen, som om at hun virkelig prøver hårdt at huske på hvad der foregår i hendes kaffelager. Til sidst stikker hun en pegefinger i vejret og siger at hun har kaffe.
"Det var da nydeligt, da jeg kom her sidste år, havde du ikke noget." pointerer Povl.
"Du må have fortrykt det, jeg har altid haft kaffe." hun vrikker med fingeren som man ville gøre for et uartigt barn. "Nå, men kom ind, du lille. Ikke så lille, faktisk. Kom ind, du unge!"
S. Kurk smækker døren hårdt i fjæset på Povl, du bliver lidt forskrækket over, hvor hårdt hun gør det. Povl er stadig synlig gennem vinduet, men han ser ikke ud til at kunne se ind i huset. Spøjst.
"Sæt dig ned, min ven, så skal jeg gøre din kaffe klar." hendes stemme er så dejlig blid, det er svært at ikke lytte til hendes ord. Du kan høre S. Kurk nynne hele vejen ned til køkkenet.