I det sekund du bærer koppen op til din mund, begynder din læbe at sitre. Du vælger at ignorere det, det ville være yderst respektløst at takke nej til den kaffe, som din (forhåbentlig) arbejdsgiver personligt har brygget dig. Den tykke væske glider ned af tungen og ned af halsen, det giver en mærkelig følelse i vommen. Det smager til gengæld godt, det havde du ikke regnet med. Du åbner munden for at takke S. Kurk for kaffen, men du opdager lynhurtigt at det ikke er mugligt uden en kæbe. Med brat opspilede øjne, kigger du ned på din krop samtidig med, at smerten sætter ind. At gurgle forvirrede lyde er et instinkt, men der er ikke længere noget at gurgle ud af. Dit hoved falder foran dig når din hals ætses bort. Selv at hyperventilere ville være en lettelse, hvis bare du kunne.