Jeg har haft en ond tanke. Den har siddet og fermenteret længe i mit sind. Den gnaver når Lisbet banker på døren og den prøver at dirke låsen til mit sunde jeg op når Mogensen taler.
Jeg stikker mine tæer i vandløbet, fokuserer på hundestejlerne, der svømmer mig forbi. Den onde tanke skriger som et barn og får den lystige bæk til at gå i kog.
Hver aften tager jeg den onde tanke op på loftet og banker den, indtil bulerne får den til at svulme op. Om morgenen tager jeg til Lisbet og Mogensens hus får at spise en sen morgenmad. Jeg kan mærke at den onde tanke hæver, så jeg drikker mere vand for at drukne den.
Da begynder Lisbet at grine så åndssvagt af endnu en af Mogensens kedelige historier, og mit glas syder i mit greb. Bang! Siger hele bordet, når jeg hamrer min næve i det. Jeg tager fat i Mogens, fordi han er tættest på mig, og jeg rusker i hans plettede krave. Han prøver at skubbe mig af, men det lykkedes kun, da Lisbet hjælper ham. Jeg springer ud efter manden igen, jeg kradser efter konen. Mogensen griber fat i mit eget glas og knalder det ned i panden på mig.
Jeg får revet mig fri, jeg bander hele vejen ud af haven. Når jeg kommer hjem går jeg op på loftet, fordi jeg ved at hun snart kommer hjem og smadrer mig.