Jeg er ingen genial mand, men jeg ved i det mindste, når nogen holder mig for nar. August er vendt tilbage til vores fødeby for nylig, og han prøver på at snyde mig. Hans grin og hans smil er ganske nok lig med hvad det altid har været, men hans stemme, hans toneleje og generel opførsel er så fremmed at jeg ikke kender ham. Jeg sværger, at hver gang han åbner kæften, kan jeg se den August jeg kender stikke frem, men dobbeltgængeren sluger ham med det samme.
Da jeg først hørte nyheden om, at jeg ville få August at se igen, var jeg ellevild, men jeg kunne ikke lade være med at huske på, hvordan vi skiltes. Vi sagde sidst farvel midt i 8. Klasse. Han skulle flytte fordi hans forældre havde bedre jobmuligheder i den større by. Vi lovede at vi nok skulle holde kontakten, men jeg husker ikke længere hans nummer, og min mobil var udsat for teenager-vrede. Jeg græd af frustration den aften. Jeg ville have besøgt ham, men han var væk med bilens brummende motor.
Og så kom han tilbage, det må have været lidt under tre måneder siden. Og så dér, i et supermarked, stod han. Jeg genkendte ham ikke, bare en anden tilfældig kunde tænkte jeg, men han kaldte mit navn, og vi talte længe. Men det er ikke August. Det er som nogen, der udgiver sig for at være ham. Det er alt sammen forkert, jeg kunne mærke det med det samme. Han blinker ikke, og hans øjne følger ikke noget. Selv i dagligvarebutikkens skærende blå lys forblev hans øjne udvidede og mørke. Hans bryst bevægede sig, som om han trak vejret, men han udåndede ikke.
Jeg er glad for at vi alligevel ikke valgte samme studieretning, på trods af, hvad vi aftalte da vi var små. Han var dog altid bedre til madlavning end jeg, men det er mig, der står bøjet over grøntsager i gymnasiets køkken. Jeg ryster mentalt mit hoved, men jeg ved at det ikke er mit sind, der er noget galt med. Linna og Mie, som hakker i kødet ved min side, synes at det er meget forståeligt.
“Han bliver jo også ældre.” siger Mie. Hun havde også gået i klasse sammen med ham.
Linna nikker, ikke fordi hun kender ham, men fordi Mies ord er som gospel for hende.
“Jaja, sandt nok, men så meget ville han ikke bare ændre sig. Han er jo som en helt anden.” Sukker jeg.
“Jeg vil altså gerne have lidt fred og ro i undervisningen, eller er det måske for meget at forlange?” skræpper læreren. Mie rækker tunge af ham bag sin kniv, så han ikke kan se det. Jeg svipper tomat-vand på hende.
Resten af skoledagen er så normal, som den kan blive når du frygter at gå fra sindet. Jeg kan mærke hvordan lærerne især taler blødere til mig. Jeg er for gammel til sådan noget stads. Efter sidste time giver kløerne endelig slip, og jeg kan begynde at bevæge mig hjemad. Jeg har gemt min slider, vi havde lavet i forrige time, og gumler på den nu. Pigerne driller mig med det, den er helt sikkert snasket nu, siger de. Men det er jo derfor jeg har valgt at gemme den til nu.
Og fordi den er så blød, går det et sæt i mig når jeg bider i noget hårdt. Jeg hoster og hakker, indtil Linna får banket klumpen ud af min hals.
“Nå, Vagn, vi advarede dig!” Ler Mie, “Ej, men er du faktisk okay?”
Jeg hoster det ud på hånden. Jeg fik tårer i øjnene, så jeg kunne ikke helt se hvad det var, jeg holdt. “Ja, jeg var bare ved at dø lidt.” svarer jeg.
“Du siger det som joke, men det kunne egentlig godt have sket.” påpeger Linna. Hun kigger ned på stykket i min håndflade.
“Linna, du er hans helt!” siger Mie sarkastisk, før hendes øjne spiler op, “Gud, du har ret, hvad fanden har du spist?”
Jeg tørrer de sidste tårer fra mine øjne og ser selv. Det er en lille, spids mælketand.
“Ad!” jeg kaster instinktivt tanden ned på jorden. Den lander ved Linnas fødder, hun hviner og giver et lille hop.
Jeg undersøger min mund med både tunge og finger, men nej, jeg mangler ikke en tand. Jeg har tygget en andens tand, jeg kan mærke et stigende surt opstød.
“Ad, ad, fuck hvor klamt!” gentager jeg. “Jeg troede ikke vi lavede noget med et dyrehoved?” siger jeg, men jeg ved jo godt, at det slet ikke ligner en okses tand.
“Hvis nogen har stukket den der i, kan du nok sagsøge.” siger Linna.
“Kan man det?” spørger jeg.
“Det ved jeg ikke, det lyder rigtigt.”
Det ligner at Mie også skal til at snakke, men hun stopper op og ser på noget andet.
“August, herovre!” råber hun. Han vinker til os, det går mig koldt ned af ryggen, men jeg vinker tilbage.
“Hejsa med jer, tøser,” han kigger direkte på mig, når han siger det “Hvad sker der her?”
“Alright, så det er ulovligt at putte skarpt lort i mad, ikke?” spørger Mie.
“Ja, hvad da?”
“Det er en tand i Vagns mad.” siger Linna og nikker mod den på jorden.
“Nøj, tillykke, Vagn! Så fik du endeligt dine 12-års tænder!” griner August, han klapper mig så hårdt på skulderen, at jeg snubler. Han var blevet langt større end jeg havde troet muligt, stærkere også.
“Taktak, men nu tør jeg ikke tage endnu en bid af burgeren længere…” sukker jeg. Jeg kigger ikke på ham længere, men jeg føler, at hans øjne er låst fast på mig. Jeg kan ikke lide den her “August”.
‘Er det ulovligt at slå en identitetstyv?' har jeg lyst til at råbe. Jeg gør det selvfølgelig ikke.
“Hør, folkens, jeg overvejer en lille fest, ikke noget stort eller fabelagtigt, for at fejre at vi er blevet venner igen?” foreslår August.
Vi andre tøver lidt. Eller, Mie og jeg gør, Linna har aldrig kendt ham. “Tjo, det går an på hvilken dag.” siger Mie. Jeg pruster i enighed.
“Det’ ferie næste uge, hallo. Medmindre I har planer, altså.”
“Ja, jeg kan sige dig at det ikke bliver den her uge. Lærerne lemlæster os hvis vi har tømmermænd!” siger jeg.
“Så siger vi ferie.” lover August. Og så går han videre.
Jeg ser, at når han går ned ad gaden, på trods af hvor stor han er blevet siden jeg sidst så ham, efterlader han små fodaftryk i sneen. Linna skuler fra den ene til den anden, noget af en grimasse beklæder hendes ansigt.
“Han kiggede ikke på mig en eneste gang.” konstaterer hun.
Jeg siger hvad jeg har sagt så mange gange før. “Det er ikke den samme August.”
“Lidt ekstremt Vagn, men altså han plejede virkelig ikke at være sådan.” mumler Mie. Hvis du spørger mig, var det ikke ekstremt nok.
“Hvordan var han egentlig?” spørger Linna, mens hun sparker til sneen. Sammenligner sin egen skostørrelse til Augusts, ser jeg.
“Han var sådan en stille, rar type. Jeg var en sand vildbasse i forhold til ham.” svarer jeg.
“Endnu blidere end dig, heh.” Mie niver Linna på armen. Som hævn får hun et klask.
“Det er hvad den store by gør ved gode mennesker.” fniser jeg.
Dagen efter var der igen lektion. Stavblenderen brummer så højt, at jeg næsten ikke kan høre mine egne tanker. På trods af det, kan vikaren alligevel snorke gennem hele timen. Jeg tager ofte mig selv i, at tjekke smoothien for stads der kan smugles i den. Jeg føler, at hvis jeg vover at tage øjnene fra blandingen, ville den rådne i det samme sekund. Povl, en rar fyr, men ikke en af mine venner, skærer øjne af mig. Jeg lægger hovedet på skrå og stopper blenderen.
“Er du helt okay, makker?” spørger han så.
“Så du noget mærkeligt i går? Nogen der propper lort i maden?” Jeg svarer med mit eget spørgsmål.
“Øh, nej. Det lyder som lidt af en sundhedsrisiko.”
“Mhm. Sig til hvis du ser noget.” nikker jeg.
Mie stikker hovedet op og taler lidt for højt. “Og pas på gebisset, gamle dreng!”
“Gebis..?” siger Povl forvirret.
“Fandt en tand i min slider.” sukker jeg.
“Nårh for den hede, hule helvede? Anmeld det, da!”
“Ville jeg også, men Søren er her ikke.” Jeg trækker på skuldrene.
“Du kan da sige det til enhver som helst anden, hvis ikke du gør, gør jeg det.” siger Mie.
“Du var ved at kvæles i går.” tilføjer Linna. Jeg havde ikke set hende, og jeg spjætter lidt ud af shock.
“Fint, fint! Mie, du gør det.” stønner jeg endelig.
Det bliver tid til at præsentere hvad vi har lavet for vikaren. Jeg tænker, at han er ret ligeglad med faget, og at han bare vil have noget i sig. Det bliver ikke nemmere end at erstatte en gastronom i timen. Vikaren går fra bord til bord, giver smoothierne karakterer, selvom de ikke betyder noget som helst. Mie får 12, Linna får 10, Povl får 12, Frede får 4, jeg får-
Vikaren pauser et sekund, så klynger han til bordfladen og gisper efter luft. Eleverne, der allerede er samlet rundt om ham, går tættere og banker ham i ryggen. Når det ikke virker, bruger de Heimlich manøvren på ham. Han får til sidst hostet det ud, og min smoothie ligger nu som en pøl af skummelt, mørkt stads. Og gud hvor det lugter. Jeg skynder mig over til beholderen han hældte fra, og hvor der før havde været en simpel jordbær blanding, er der nu det samme væske.
Nogle af dem skriger, nogle af dem griner. Jeg kigger bare på, helt lamslået. Mie, Linna og Povl ser alle lige så forvirrede ud som jeg sikkert ser ud.
“Den var da god lige før.” mumler Linna. De to andre bakker hende op.
Jeg siger ikke et ord, jeg ved da ikke engang hvad jeg kan svare. Kanden, som jeg har samlet op fra bordet, er stadig i min favn. Det ligner spildevand nu, mere end det gør nogen som helst form for smoothie. “Jeg forstår det ikke," gentager jeg stille til mig selv. Jeg tager fat i en gaffel og roder rundt i væsken. Det er virkelig en spøjs konsistens den har. Det er underligt strenget og klumpet, og jeg ved at jeg ville have blendet det væk. Jeg fisker en masse op derfra og undersøger hvad, præcist, det er jeg har fat i. Det vrider rundt på metallet, før grumset falder af i flager, og kun en lille maddike, der krøller sig sammen.
Vikaren må have set den, for han skynder sig ud af lokalet. Mine klassekammerater får øje på gaflens læs, og stikker mig onde blikke. De siger ikke noget, de går ikke engang nærmere, men de skræmmer mig dybt. Jeg smider gaflen fra mig, og den klinger på stål-bordet. Nu kan de få et nærmere blik, så jeg kan høre hvin komme fra køkkenet, når jeg løber fra lokalet. I den smalle, med garanti ikke brandsikret gang, kan jeg mærke mine egne fødder give genklang.
Jeg kan se at jeg løber, men jeg registrerer det ikke. Som at se på fjernsyn når man kun er halvt vågen. Jeg er på en måde glad for, at jeg “valgte” at stikke af midt i timen, jeg er sikker på at jeg ellers ville have løbet ind i et barn på legepladsen. Mit rend er brat stoppet af en pøl is, som jeg bestemt skulle have set. Jeg lander hårdt på asfalt, for at beskytte mit hoved, bruger jeg mine arme så godt jeg kan. Et sygt “knæk” lyder i den stille gård. Faldet tvinger mig voldsomt tilbage til virkeligheden, dog føler jeg ikke noget. Helt følelsesløs. Jeg prøver at skubbe mig selv op at stå igen, men armen vil ikke medarbejde, så jeg skvatter ned på jorden igen. Denne gang formår jeg at gribe mig selv, men noget skarpt går direkte mod min albue. Det presser, og det presser.
Så giver huden slip, og det river ud. Nu kommer smerten og den er nådesløs. Min knogle føles som et ældet jern-spyd. Det ringer i mit øre, men det tager mig ikke lang tid efter går det op for mig, at det er mig, der skriger. Jeg kan ikke lukke munden, når jeg ikke har mere luft at råbe ud, drypper der savl ud som en fontæne. Ud over det, er våd gurglen det eneste, der kommer ud af min mund. Blodet maler sneen i en rust-rød farve, og jeg gør alt, hvad jeg kan for ikke at brække alt, hvad der er i min mave op. Jeg vrider tåbeligt for jorden, jeg vil bedøve armen med kulden. Alt jeg formår at gøre, er at presse knoglen længere ud på en absurd vinkel.
Jeg knuger kæberne sammen så hårdt, at gummerne gør ondt. I stedet vælger jeg at bide i sneen, som om det skulle gøre noget som helst. Smerten har taget over alle mine sanser, så jeg opdager det ikke, når fodspor traver nærmere.