Senere den dag fører Povl dig hen til S. Kurks hus. Et skilt svajer i vinden et par sekunder før det falder af hængslerne og knækker midt over. Skrøbeligt bras, tænker du, du krydser fingre for at det er holdt mere ved lige indenfor. Povl vender skilt resterne om med foden og læser højt.
"Huset Ondskab, ja så er vi da det rigtige sted!" han sender dig en fingerguns håndbevægelse, du tror at han kun gør det, fordi han ikke skal arbejde her.
Vejen op til selve huset er ikke ret meget bedre. Stenene peger opad på sådan en måde, at man ikke kan blive stående i mere end et par sekunder, medmindre man har virkelig god balance. Græsset tør du ikke at falde på, det det lyser. Intet godt græs lyser, minder du dig selv om, lysende græs tegner kun på spøjse kemikalier. Du før øje på en sort kat på en brønd i haven, den miaver gyseligt og i samme sekund begynder det at storme. Godt at du tog en hat med.
Når du når til dørtrinnet, vil du enlig helst have, at Povl er den der banker på, men han insisterer på, at det er dit job og dit ansvar. Tøvende, ringer du på dørklokken. Du ville kunne ignorere dens hudbelagte tekstur, hvis ikke for faktummet, at den også skriger når det bliver ringet. Et par sekunder efter, kan du høre sko klikke hen til døren og en gnæggen blive mere højlydt.
"Ah, goddag kære børn... En lille, rund en, ihh hvor er du bare kær!" udbryder S. Kurk og niver dig på kinden. Hun er en meget høj dame midt i 60'erne, klædt i lyse, øjenskærende farver som hun har nægtet at lade blive i hendes ungdom. Når hun piller ved dit ansigt, kan du mærke hvor skarpe hendes negle er. "Lidt te, kære unge?"